Måltidet, angst og skam..

Som jeg tidligere slog op på Facebook siden i dag, så kommer det her indlæg til, at handle om “måltidet”. Jeg har, siden jeg så kvinden med den omdiskuteret maveknap i Go’morgen Danmark, tænkt en del over et ord hun sagde: Mindfuld spisning. Et ord der river i mine øregange, fordi det netop er hvad jeg selv har så svært ved. Jeg har min helt egen rutine, som jeg bruger for at komme igennem et måltid på den “nemmeste” måde. Det skal helst foregå under min dyne med fjernsynet tændt – og det skal være noget “ligegyldigt” TV, som jeg i bund og grund ikke ser meget af. Lyden blokerer til gengæld for nogle af tankerne. Jeg fører ikke samtale imens jeg spiser, hvis det altså kan undgås. Op til en time inden og en time efter et måltid, vil jeg oftest være meget irretabel og have følelserne uden på tøjet. På Center for Spiseforstyrrelser fortæller de, at det er en god måde, at håndtere maden på. Man får spist og så er alt jo godt. Problemet består dog i, at jeg ikke er kommet længere end det – for jeg gør det samme dag ud og dag ind.

Som jeg var inde på i sidste indlæg, så skal der ændres på handling og tanker før der sker en udvikling! Hele “det skal bare overstås” mentaliteten holder ikke. Derfor har jeg besluttet mig for, at skabe en ny (og bedre rutine). Ikke til hvert måltid, og måske ikke hver dag – men langsomt indøve og træne den nye vane. Og her kommer vi til sagens kerne: Hvordan er det optimalt at spise? Spørg din far, mor, ven eller veninde og de fleste vil svare at de helst spiser foran fjernsynet. Der er relativt få mennesker, som sætter sig ned ved deres spisebord med portionsanretning, fjernsynet slukket og spiser deres mad -langsomt og roligt. Vi har hørt det før: Anret din mad pænt, øs en portion op, sæt dig ned uden TV/radio/mobil/computer, tyg din mad, smag den og nyd den. Men vi hører det kun i forbindelse med vægttab, selvom den her metode også egner sig til spiseforstyrrede – ja faktisk ville det gøre alle godt. Især hvis vi tilføjer et punkt mere: spis god og sund mad. Om du har anoreksi, bulimi, overspiser eller bare er Hr.Hansen eller fru. Jensen, så er Mindfuld spisning en god måde at spise på! Selvfølgelig med plads til undtagelser i en almindelig travl hverdag, men bare det at være bevidst om: Nu spiser jeg. Jeg smager, jeg nyder, jeg bliver mæt og jeg er god ved mig selv og min krop. Risikoen for overspisning, at distancere sig selv fra mad og det at spise, samt skammen omkring mad mindskes. 

Hvilket fører os til næste punkt:

Mange spiseforstyrrede, mig selv deribland, oplever skam omkring mad. Har jeg spist for meget? Synes andre, at jeg er for tyk til at spise? Spiste jeg mere end han/hun gjorde? Osv. Det næste skridt er tanke til følelse: her møder vi ofte angsten eller ubehaget, måske endda skyldfølelse. Handlingen kan udmunde i et decideret angstanfald. I det offentlige behandlingssystem vil her sige, at det løser sig når du når din normalvægt, eller måske skulle du prøve angstmedicin – så vil jeg være iskold og sige: VÆR I DET! Mærk det og mærk hvad du tænker og føler. Skriv ned når det er ovre. Ingen er nogensinde døde af angst, og jo mere du accepterer angsten, jo kortere varer den. Jo mere du mærker det, jo hurtigere kan du stoppe det. Træk vejret og vær i det – det er det bedste råd jeg nogensinde har fået, og jeg kan 99 % af gangene stoppe min angst inden det overhovedet begynder.

 

En anden ting som jeg synes, at vi ser en del i hverdagen er decideret mad-skam. Både mænd og kvinder der ligger billeder op på eksempelvis Instagram af deres “forbudte” mad. I går stødte jeg på et billede af en slikskål på Instagram, og nedenunder stod der “Ups” efterfuldt af flere emojis (en gris, aben der holder sig for øjnene og den såkaldte lort med øjne). Yderligere hører jeg tit folk udtrykke, at de føler skam ved det mad de har spist, hvis ikke det har levet op til en eller anden forestilling, som de har af dem selv og mad. Det synes jeg er uheldig drejning i vores samfund! For selvfølgelig må du spise slik og usundt. Så længe det er med måde, så tror jeg på, at det er godt for krop og sind. Mad hænger sammen med hjernens belønningssystem – og slik frigiver bare flere endorfiner end gulerødder. Sådan er det, og det er helt okay.

Så vær godt ved dig selv, mærk efter hvad du har lyst til, brug for og hvad du gerne vil. Så længe der er en vis balance i tingene, så går det nok alt sammen. En opfordring her ville være, at bruge #majformig på Instagram. Søde Mille Eigard Andersen har startet en udfordring om, at gøre noget for sig selv her i maj. Du kan også læse hendes blog her

 

//Amalie