Drømmescenarie: Det “perfekte” behandlingssystem

Der har været lidt stille på bloggen. Først og fremmest fordi jeg selv kæmper mod anoreksien, og endda rigtig meget på det seneste. Jeg er sur og jeg er skuffet – på mig, på anoreksien og på behandlingssystemet. Det er hårdt, at stå som “lost case” i andre folks øjne. Det kan godt føles sådan lidt: “åhh nu har hun tabt sig igen, og spiser næsten ingenting – igen”. Men det er bestemt ikke noget, som jeg har besluttet mig for at jeg ville. Der er INGEN, som selv vælger deres spiseforstyrrelse. Nøjagtigt, som ingen bevidst vælger et misbrug, at få en depression osv.

At mange spiseforstyrrede får tilbagefald er et kendt faktum. Faktisk er  risikoen for tilbagefald ifølge LMS:

For både anoreksi og bulimi er tilbagefaldshyppigheden desuden rapporteret til at ligge mellem 25-50 %. Dvs. at 25-50 % får anoreksi eller bulimi igen, selvom man troede, de var raske.

Der findes kun få efterundersøgelser af patienter med bulimi. Helbredelsesprocenten skønnes at være 50-60 %. Det vil sige at cirka 40 % af patienterne med bulimi faktisk ikke bliver raske.

Hos patienter, der lider af overspisning, fører behandling til, at overspisningsperioderne på kort sigt reduceres hos 60-90 % af patienterne.

Det er en statistik som gør mig enormt trist, især fordi jeg slet ikke er i tvivl om, at det skyldes mangel på ordentlig behandling. Desværre er mulighederne få, og man står alene i sit forsøg på, at finde den optimale behandling. Jeg selv har været igennem flere forløb, både privat og offentligt. Det er klart det private, som for mig, har rykket allermest. Problemet er dog økonomi – for det er bestemt ikke billigt. Ved jeg hvad der skulle til, for at det ville fungerer? Ja mere eller mindre. Lad os antage, at jeg kunne “designe” mit eget behandlingsystem:

Først og fremmest skulle det fysiske og psykologiske være opdelt. Der skulle være en læge, som tog sig af de fysiske konsekvenser. En diætist som tog sig af kostplan, og “uddannede” i sunde og gode madvaner. Der skulle være fokus på sundt, velsmagende og god mad. Fokus på de gode umættede fedtsyrer, som jeg VED hjælper kroppen med at komme i balance igen. Vi snakker nødder, fed fisk, avokado og god almindelig mad. Ikke gammeldaws mad, som brun sovs, kartofler, korteller i fad osv. For helt ærligt! Hvor mange unge mennsker spiser det i dagens Danmark? Spiseforstyrrede eller ej. Nej, god og velsmagende mad er vejen frem. For mad er godt, mad er nydelse og et helt basalt behov. Skulle der være plads til fastfood, slik, is, kage eller hvad man lige kan lide – ja selvfølgelig, men det skal være et ønske og et valg. Ikke en tvungen handling, som mest af alt føles som et overgreb på en selv! Desuden skulle hele forløbet fungere lidt som “et personlig træner forløb”, her mener jeg en kvalificeret person som coacher og vejleder og holder tøjlerne stramme. En som kan hjælpe tilbage på rette vej, når vejen bliver snørklet og uoverskuelig. Det er selvfølge ens eget ansvar, men de fleste har altså brug for en guide/rettesnor indimellem. Det kunne være ugentlig besøg til måltider, sms/mail/telefonopkald dagligt eller efter behov. Undervejs skulle der gradvist introduceres motion i dagligdagen, således at den spiseforstyrrede fik en “normalt” forhold i motion.

Ovenstående kræver selvfølgelig et ønske om, at blive rask/fri for spiseforstyrrelsen, og et godt netværk som kan støtte op og være der for den spiseforstyrrede. Nogle har brug for pårørende til måltider, mens andre har brug for at deres pårørende blot er der, og at de med sikkerhed er der 100 %. Vi er alle individuelle individer med individuelle behov. Netop ordet individuelt er kernepunktet i hele VEJEN UD.

Man kan altså ikke placerer 15 personer i en rød sofa, med den samme kostplan, med den samme kassetænkende behandlingsplan, med de samme vilkår og med den samme fremgangsmåde. Slet ikke når de personer har forskelligt opland, forskellige historier, forskellige aldre osv. Det kræver tid, at se mennesket bag ved spiseforstyrrelsen og tid er penge i det offentlige. Men tænk engang på alle de svingdørspatienter, som vi kunne undgå. Mit største ønske er, at nogle ville lytte til patienterne, og ændre på den oldnordiske behandling som vi bruger den dag i dag. Kald mig bare drømmende og naiv, men jeg stopper ikke. Om jeg skal skrive 117 læserbreve mere, eller kontakte samtlige politikkere inden for sundhedssektoren. Jeg giver ikke op – for jeg tror på mig, dig og alle os. Der findes en vej ud!

Hvad tror du der skal til? Og hvordan ville dit “drømme-behandlings-system” se ud?