Om at tage “ja-hatten” på

Kære læsere!

Jeg har været meget stille på bloggen. Jeg har haft brug for ro til, at finde min “ja-hat”. Lad  min først lige skrue tiden tilbage:

Efter, at have indset, at jeg ikke kunne klare min egen situation selv, tog jeg kontakt til egen læge. Det startede blot med samtale og vejning, men udviklede sig (med pres fra familie og kæreste) til en henvisning til Risskov. Vægten dalede drastisk, og pludselig vejede jeg mindre en nogensinde før. Min BMI var tættere på 12 end 13, og jeg kunne kun kapere flydende kalorier. Risskov havde ikke plads til mig, og eftersom min fysiske tilstand var for farlig, måtte man finde plads andetsteds. Jeg er nu indlagt på en almindelig psykiatrisk afdeling (bare rolig, jeg er ikke blevet kuk-kuk, det er stadigvæk “bare” anoreksi) , og om 4 uger er der plads på Center for spiseforstyrrelser’s specialiserede afdeling. Anoreksipatienter bliver åbentbart ikke syge i sommerferien – for CFS lukker ned i 4 uger! Ikke nok med, at vores specialiserede behandlingssystem er mangelfuldt, så rammer de godt nok bunden her! Jeg har stået med følelsen af, at jeg ALDRIG ville blive rask – men i dag kom modet tilbage!

Jeg blev indlagt i mandags, og det var mildest talt K-A-O-S! Ingen på afdelingen vidste noget som helst om anoreksi. Jeg kunne ikke have mine kreative sysler med, og fik en forfærdelig forklaring ala: “nogle patienter kunne tage dine strikkepinde og stikke dig ned”. Trygt og slet ikke skræmmende vel!?! Derudover fik jeg, at vide, at det var mad eller en sonde i svælget. Hårdt, når man ikke har spist rigtig mad i 4 måneder! Der blev serveret en varm proteinrig drik – 300 ulækre kalorier! Værsågod frøken… Personalet forsøgte ihærdigt at få mig igang med proteindrikkene, men uden at have nogle midler til at hjælpe/opmuntre/støtte. Jeg var skræmt fra vid og sans! Kunne ikke finde modet og lysten til at fortsætte. Efter 5 dage i konstant angst,skrækscenarier og uden håb, har jeg fundet styrken!

Personalet på afdelingen har lyttet, og sammen har vi fundet en behandlingsplan. Jeg er dem så dybt taknemmelig her på afdelingen. De er så søde ved mig – og de prøver virkelig at hjælpe! Min kontaktperson H er fantastisk! Hun lytter og forstår. Nu vil jeg væk fra proteindrikkene, og spise rigtig mad! Jeg vil leve mit liv, og jeg vil aldrig mere lade sygdommen knække mig igen! Vi tager det stille og roligt – en uge med 1/2 kostplan, en uge med 3/4. Jeg kan selv vælge hvad jeg vil have af mad (der står en økonoma og laver mad kun til mig! Samfundsnasser hva!). Jeg er presset ja, det er skidehårdt og tro mig, 1/2 kostplan er langt fra overskueligt, men jeg accepterer udfordringen. Personalet, lægerne og mine kontaktpersoner skal have stor ros! Virkelig! Det er ikke deres skyld, at Risskov er nogle båthorn.

Det er utopi at tro, at en ikke specialiseret afdeling har midler/viden/erfaring til, at gøre som en højt specialiseret afdeling. Der må man sku hoppe ud af de små sko – og erkende at fremskridt er fremskridt. Også selvom det ikke bliver lige efter bogen. For jeg hører ikke til her! Jeg sidder alene HELE dagen med tanker og modløshed – stilhed som anoreksien kan råbe op. Der er ingen grupper eller med-patienter, som kan hjælpe og give støtte og forståelse. Tro mig, det bliver 4 MEGET lange uger, og det er ren og skær opfedning. Det er et stygt og brutalt system. Tænk sig, at man skal kæmpe så hårdt for, at få hjælp (som et eller andet sted heller ikke er optimalt). Al den energi kunne være brugt på, at sparke anoreksien af helvedes til.. Stof til eftertanke…

En dag kommer der en revolution i behandlingssystemet – for tro mig, når jeg siger, at det langt fra er optimalt. Lige nu skal jeg blot finde mine sko at gå og stå i, men ja-hatten – den er på!

//Amalie