Faresignaler

Her går det stadig godt ! Jeg har haft et lille vægttab efter tab af væske, og min forbrænding er øget. Jeg kæmper hver dag, men jeg holder spiseforstyrrelsen i skak ved, at udfordre mig selv HVER dag! Jeg er startet i ambulant behandling, og har alt i alt vægtøget 5 kilo siden laveste vægt! 🙂 Desuden er jeg kommet ind på mit drømmestudie og starter den 24. august! Det er så vildt hvor meget jeg rykker for tiden, og der skal lyde en stor opfordring til at kæmpe imod spiseforstyrrelsen, hvis du kæmper med sådan en!

Som jeg før har forsøgt at forklare, så er en spiseforstyrrelse en måde, at håndtere det som føles uoverskueligt. Jeg får flere mails og beskeder fra bekymrede forældre hvis børn enten taber sig eller spiser restriktivt. Derfor har jeg lavet en liste med nogle af de ting, man som pårørende kan være opmærksom på!

• Vægttab og restriktiv spisning
• Enorm fokus på mad og evt. udelukkelse af bestemte fødevarer (som før er spist med velbehag)
• Deltager ikke i sociale begivenheder og virker fjern og indelukket
• Er ofte “syg” og bruger dette som undskyldning for ikke at spise
• Overdreven motion, rastløshed.
• Blå læber, blå fingre og en grålig hud.
• Angst og uro
• Hukommelsessvigt – har svært ved at huske, svært ved at finde ord og glemmer aftaler.

Det er selvfølgelig ENORMT individuelt hvordan ens spiseforstyrrelse tager form og kommer til udtryk. Der findes ikke to sygdomsforløb som er ens. De fysiske signaler kan man dog sjældent løbe fra. Overstående behøver nødvendigvis IKKE, at resulterer i en spiseforstyrrelse, men uanset grundlag så kræver det handling!

Så hvad gør du så som forældre/kæreste/pårørende hvis du oplever overstående? 

• Tal med ham/hende om hvad du har observeret. Fortæl det neutralt – altså ingen bebrejdninger eller kommentarere.
• Læg ikke skjul på din bekymring, og sørg for at han/hun har forstået, at du gerne vil hjælpe.
• Som oftest vil man møde en enorm benægtelse og modstand, og her er det vigtigt at give ham/hende tænketid. De fleste vil gerne have hjælp eller kunne tale om det, som de har holdt “skjult” så længe.
• Lyt og tal om hvad i sammen kan gøre.
• Alt efter udfald – kontakt egen læge.

Husk jo kortere tid man er syg, jo kortere tid før man bliver “rask” igen! Der findes ikke nogen rar måde, at konfronterer et andet menneske med et “misbrug”, men der findes måder som er bedre end andre. Bebrejdelse og mangel på forståelse er IKKE måden at gøre det på!

Herudover vil jeg anbefale dig, at sætte dig lidt ind i tingene. Du er ikke ekspert når du har læst om spiseforstyrrelser på nettet (husk det!), men du har en neutral og grundlæggende viden – Husk at ikke 2 spiseforstyrrelser er ens. Desuden er det vigtigt at forstå, at man ikke udvikler en spiseforstyrrelse med vilje – ligesom man ikke får en depression med vilje!

Hvordan agerer man i et behandlingsforløb?

• Prøv at sætte dig ind i, at spiseforstyrrelsen er blevet dit barns/kærestes/vens “bedste ven”. Han/hun har muligvis ikke et ønske om, at slippe den “ven”. Det er derfor vigtigt, at “vennen” erstattes af noget andet. I vægtøgningsfasen er afledning den bedste hjælp! Planlæg nogle gode og hyggelige ting sammen – hvor mad ikke indgår! Det skaber et frirum for spiseforstyrrelsen, og måske et par minutter eller endda timer uden sygdom.
• Forstå at du IKKE er behandler. Du skal istedet lytte og ikke behandle.
• Aftal sammen hvordan du kan hjælpe. Hvis han/hun ønsker, at udfordre spiseforstyrrelsen, så tal om hvordan du kan hjælpe. Et eksempel fra mit forløb: Efter at holdt mig fra slik i MANGE år besluttede jeg  mig for, at prøve blandselv slik med min mor. Jeg havde brug for, at spise det sammen med hende og at det skulle være så “almindeligt” som muligt. Derfor sad vi sammen og så film og spiste slik, og først bagefter talte vi om hvordan det var. Det var det, son JEG havde brug for i pågældende situation.
• Brug ikke tvang, magt, manipulation eller lignende til at presse på. Det er demotiverende, og ønsket om at blive rask skal komme indenfra. Du kan ikke tvinge nogle til, at blive raske. Systemet kan tvinge dig til at tage på, men ikke at blive rask. Den styrke skal man selv finde. Du kan kun opmuntre og finde motivations faktorer.

Jeg kan ikke sige det nok! Ikke to spiseforstyrrelser er ens! Brug din fornuft og lyt! lyt! lyt!

For ikke at bombadere med alt for meget “tung” læsning, så får i resten i billeder fra den forgangne uge 🙂